Da Spiir trak stikket i juni 2026, stod tusindvis af danskere pludselig med et sort hul i deres økonomiske overblik. En af de apps, der er rykket ind på den tomme plads, er norske Penge. Den samler alle dine konti, udgifter og abonnementer ét sted, helt automatisk og uden at koste dig en flad krone.
Vi har brugt appen med vores egen bank og gennemgået funktioner, sikkerhed og vilkår, så du kan se, om Penge er den rigtige afløser for dig.
Kort fortalt
- Vores karakter: 9/10
- Penge er en gratis budgetapp uden reklamer, der henter dine posteringer automatisk fra banken
- Appen understøtter 91 danske banker, blandt andre Danske Bank, Nordea, Jyske Bank og Lunar
- Du logger ind med MitID hos din egen bank, og Penge kan kun læse dine data, ikke flytte penge
- Dine glemte abonnementer bliver fundet automatisk, så du sort på hvidt kan se, hvad de koster dig hver måned
- Penge findes kun til iPhone indtil videre, og en Android-version er på vej i slutningen af 2026
Hvad er Penge?
Penge er en budgetapp fra det norske firma Penge AS, bygget af et lille team på to udviklere. Appen kobler sig på din bank via Open Banking og samler alle dine konti, posteringer, budgetter og abonnementer i én oversigt. Du ser din samlede saldo på tværs af banker, og appen sorterer selv dine udgifter i kategorier.
Penge findes på dansk, norsk, svensk og engelsk og kan forbinde sig til over 2.300 banker i mere end 30 lande. Har du kontanter eller et kort, der ikke kan kobles på, kan du oprette en manuel konto eller uploade et kontoudtog som PDF, CSV eller Excel.

Hvad koster Penge?
Penge er gratis og uden reklamer. Der er ingen betalingsversion, så du får alle funktioner fra første dag.
Penge skriver selv åbent i sin FAQ, at de på sigt kan blive nødt til at tage betaling for appen eller dele af den, fordi det koster penge at hente posteringer fra bankerne. Det er en fair udmelding at få på forhånd. Men lige nu får du hele pakken gratis.
Det kan Penge
Automatisk kategorisering
Penge foreslår selv en kategori til hver postering og sætter den kun automatisk, når appen er sikker. Du kan lave regler for de butikker, du handler i, dele et køb op i flere kategorier og rette mange posteringer på én gang. Er der posteringer uden kategori, får du én påmindelse, ikke en strøm af notifikationer.
Abonnementer
Appen finder dine abonnementer ud fra dine posteringer og viser, hvad de koster om måneden, hvornår næste træk kommer, og om prisen er steget. Det er guld værd, for mange har et streaming- eller fitnessabonnement kørende på autopilot, som for længst burde være opsagt.
Budgetter
Du sætter et budget på de kategorier, du går op i, og kan hele tiden se, hvad der er tilbage, og om dit forbrug holder måneden ud. Bor du sammen med nogen, kan du sætte en fælleskonto til kun at tælle din andel, fx halvdelen, så statistikken passer til din del af økonomien.
Overblik og privatliv
Du kan sammenligne måneder og kategorier og se, hvilke udgifter der vokser. Der er otte widgets til hjemmeskærmen, fx månedens forbrug, budget og topkategorier, og du kan selv vælge, om de skal være små eller store. Det er smart, hvis der er en kategori, du vil holde ekstra øje med. Med “Skjul beløb” kan du sløre alle tal, også i dine widgets, så sidemanden i bussen ikke kan kigge med.
Penge bruger AI to steder: til at læse PDF-kontoudtog, du selv uploader, og til forslag til kategorier. AI-forslagene er slået fra, indtil du selv slår dem til, og alle cifre bliver fjernet fra teksten, før den sendes, så dine kontonumre aldrig følger med. Uden AI bygger forslagene på dine egne tidligere valg.
“Penge er et super stærkt værktøj, hvis du vil have overblik over din økonomi, uden du skal bruge en halv eftermiddag på det”
Sådan er Penge at bruge
Dommen er klar: Appen spiller bare. Den er overskuelig, og når den først er sat op, har du fuldstændig styr på, hvordan din økonomi ser ud.
Regn med 15 til 20 minutters rugbrødsarbejde ved opstarten. En del posteringer lander som “Ukategoriseret”, og dem skal du selv sortere. Det er på godt og ondt: Appen gætter ikke i blinde og roder ikke i dine kategorier, men du skal lige holde den i hånden i starten. Heldigvis går den første oprydning stærkt med appens nemme swipe-funktion, når du tilføjer kategorier. Bagefter er det på plads fremadrettet.
Selve sorteringen går lynhurtigt. Sætter du ét kioskbesøg under “Kiosk”, finder appen selv alle lignende betalinger, så du kan sortere dem med det samme.
Endnu bedre er kategorien “Intern betaling”, som langt fra alle budgetapps har. Sender du jævnligt MobilePay til kæresten eller din roomie, genkender Penge transaktionen og sorterer alle betalingerne, både dem, der har været, og dem, der kommer. Kæmpe plus.
Der er kun få ting at slå ned på. Kategoriikonerne og nogle af infoboksene kunne godt have et mere stilrent design, selvom det ikke skader selve brugeroplevelsen. Ud over den korte startquiz savner vi også en lille guide, når du opretter dig. Fx 10 hurtige trin, hvor du skriver din løn, husleje og andre faste poster ind, så appen har færdige budgetter til de tunge poster fra start og bedre kan matche og kategorisere dine betalinger bagefter. Det kunne være smart. Og så glimrer en kategori til take-away ved sit fravær. Men vi er i småtingsafdelingen.
Sådan kommer du i gang med Penge
- Hent Penge i App Store på din iPhone
- Vælg din bank blandt de 91 danske banker
- Log ind med MitID hos din egen bank, og giv Penge lov til at læse dine konti
- Tag den korte opsætningsquiz, så appen laver kategorier, der passer til dig
- Sortér de posteringer, der står som “Ukategoriseret”, så er du kørende
- Sæt budgetter op for de kategorier, du vil holde øje med
Kommer du fra Spiir, starter du forfra med dine kategorier, men selve posteringerne henter Penge direkte fra banken.
Er Penge sikkert?
Ja. Forbindelsen til banken går gennem Open Banking under PSD2, og du logger altid ind med MitID hos din egen bank. PSD2 er de EU-regler, der giver dig ret til at dele dine bankdata med en app, du selv vælger, uden at give den dit login. Penge ser derfor aldrig dine loginoplysninger.
- Penge har kun læseadgang og kan ikke flytte penge, betale regninger eller ændre noget i banken
- Dine data er krypteret
- Appen viser ingen reklamer og sælger ikke dine data
- Du kan når som helst hente alle dine data eller slette dem
Vores dom
Penge er en af de mest gennemførte gratis budgetapps, der er kommet efter Spiir. Den gør det vigtigste rigtig godt: Den henter dine posteringer automatisk, sorterer dem fornuftigt og viser dine abonnementer, uden at du skal betale eller se på reklamer. Sikkerheden er i orden, og privatlivet er tænkt ind fra start.
Det største minus er, at appen kun findes til iPhone. Har du Android, må du efter sigende vente til slutningen af 2026.
Penge har stort skandinavisk potentiale
Penge samler alle dine konti og abonnementer i én overskuelig app, helt gratis og uden reklamer. Opstarten kræver 15 til 20 minutters sortering, men så kører det af sig selv. Ulemperne er små, og vi glæder os til at følge appen og teamet bag fremover!
Ofte stillede spørgsmål
Ja. Penge er gratis og uden reklamer. Firmaet skriver selv, at de på sigt kan blive nødt til at tage betaling for appen eller dele af den.
Regn med 15 til 20 minutter. Du kobler banken på med MitID og sorterer de posteringer, appen ikke selv har kategoriseret. Derefter kører det af sig selv.
Ja. Penge understøtter 91 danske banker, blandt andre Danske Bank, Nordea, Jyske Bank, Sydbank, Nykredit, Arbejdernes Landsbank og Lunar.
Ja, hvis du har iPhone. Ligesom Spiir henter Penge dine posteringer automatisk fra banken og sorterer dem i kategorier, og appen er gratis.
Ikke endnu. Penge findes kun til iPhone, men en Android-version er planlagt til slutningen af 2026.
Nej. Penge har kun læseadgang til dine konti og kan hverken overføre penge, betale regninger eller ændre noget i din bank.
Kilder









